Kære Julemand, jeg ønsker mig en stor pose selvaccept, og du må meget gerne sende den direkte til Oprah. I dag har hun nemlig sendt en pressemeddelelse ud, hvor hun undskylder for at veje 90 kilo – og det er bare slet ikke noget hun skal undskylde for. Kate fra Shapely Prose har skrevet et brev til hende, og jeg har fået lov til at oversætte til dansk.
__________________________________________
Kære Oprah,
Please stop. Please. Og det mener jeg ikke på en ond måde. Please stop med at gøre dette mod dig selv.
For et par måneder siden interviewede du mig via Skype, og vi havde en lille snak som ikke endte med at komme med i programmet. “Kate, jeg forstår du har en blog – fortæl os lidt om den”. Og jeg sagde; “Jeg skriver om kropssyn og selvaccept”. Det er mit standardsvar til folk der måske ikke lige er forberedte til at høre ordene “fat” og “acceptance” lige ved siden af hinanden. Lyden var lidt dårlig på Skype, så jeg kunne knap høre hvad du svarede tilbage. Det tog mig et øjeblik at gennemarbejde dit svar, alt imens jeg var helt “åh gud, Oprah sagde lige noget og jeg ved ikke hvad det var, og nu skal jeg forsøge at svare på det uden at lyde som en idiot”. Men så gav det lige pludselig mening. Du svarede, “Jeg arbejder stadig på det” (selvaccept). Og jeg sagde så – fordi jeg var i panik og følte at du allerede havde ventet halvanden dag på mit svar – “Øhm… Øhm…. Held og lykke!”. Her er hvad jeg ville svare, hvis jeg havde mulighed for at gøre det om: “Det gør vi alle”.
Vi arbejder alle stadig på det, selv mig, selv folk der har stået med fat acceptance banneret i årtier længere end jeg. Vi arbejder alle stadig på det, fordi budskaberne er hårde og ubøjelige – budskaberne der fortæller os, at vi skal hade os selv, sulte os selv, gøre slankekure til et deltidsjob (for vores helbred!). Budskaberne der fortæller os at vi aldrig vil blive elsket hvis vi lader tingene stå til, budskaberne der fortæller at der kun er én acceptabel kvindekrop, og at du og jeg begge er for tykke til det, og du er for sort til det, og millioner af kvinder – størstedelen af os faktisk – er alt for NOGET (selv for tynd) til at have den krop. De budskaber er ubøjelige, og at afvise dem og gå imod, involverer et bevidst valg hver evigt eneste dag.
Nogle dage føler du, at det ville være meget lettere at få dit gamle deltidsjob tilbage – især når du har gjort det så mange gange, i så mange år, at du kunne gøre det i søvne. Alt du er nødt til at gøre, er at afsætte tre-fire timer dagligt til motion, at være besat af hvad du skal spise næste gang og forberede det, stoppe med at lytte til din krop, drop fritidsinteresser og sociale aktiviteter for at give tid til deltidsjobbet, genopfriske alle tips og tricks når det kommer til at undgå at spise i julen, på restauranter, hos dine venner, til din egen fødselsdagsfest. Overbevis dig selv om at salatdressing ikke smager godt nok til at gøre op for de negative effekter det har på dit arbejde, snak konstant om hvad du IKKE spiser og hvor godt det får dig til at føle, i håb om at nogle af dine venner vil tage samme ensomme deltidsjob – og allervigtigst, skal du fortsætte med religiøst at tro, at din krop er en vammel grim hadefuld ting, der skal straffes og reduceres. Så længe du virkelig tror det, er resten ikke så svært at følge op på, når du er blevet vant til det (igen).
Nogle dage lyder alt dette meget lettere end at ignorere budskabet. Især når du tænker på al den ros du vil få, når du har tabt dig, eller hvor godt det føles når du tager en kjole på i en mindre størrelse (den følelse går dog hurtigt væk, som den skal, ellers mister du motivationen til at fortsætte), hvordan folk vil behandle dig bedre, så længe der er mindre og mindre af dig. Det forstår jeg godt.
Men jeg stoppede med at indfri budskaberne. Og jeg ville ønske, du gjorde det samme, for du er meget klogere end at falde for det igen.
Det dræber mig at høre dig sige ting som; “Jeg kan ikke forstå at jeg efter alle disse år, med alt jeg ved om hvordan man skal gøre, stadig snakker om min vægt. Jeg kigger på mit tyndere jeg og tænker, hvordan lod jeg dette ske igen?”. Skat, du lod ikke dette ske igen. Din krop lod det ske igen, fordi din krop fandme ikke GIDER være tynd. Og hver eneste gang du opsiger dit deltidsjob, eller bare gør det til et fritidsjob, siger din krop “tak gud!”, og starter med at ophobe fedt igen. Det sker for størstedelen af os. Jeg ved du er en kvinde der er vant til at trodse dårlige odds, men der er altså ingen skam i at have en krop, der reagerer på slankekure på præcis samme måde som stort set alle andre.
Du siger, at du har spist for meget og motioneret for lidt. Måske er det endda sandt. Men at definere “for meget” og “for lidt” er svært, og når du gør det i samme kontekst som skam og selvhad, er resultatet at du kommer frem til værdier der repræsenterer straf, ikke sund moderation. Når jeg ser dig sige ting som, “Jeg var så frustreret at jeg begyndte at spise lige hvad jeg ville – og det er aldrig godt”, så bliver jeg helt.. åh. Oprah, det har vi snakket om. Voksne kvinder har tilladelse til, at spise LIGE HVAD DE VIL. For at pointere, har vi tilladelse til at VILLE. At mange af os tror at noget vi vil, er lig med “aldrig en god idé”, er hjerteskærende og til at blive rasende over.
Du siger også, undskyldende, “Jeg satte i hvert fald ikke et eksempel”. Men det gjorde du nu, bare ikke det gode eksempel som du havde ønsket. Du er ikke en ideel rollemodel når det kommer til hverken slankekure eller selvaccept. Men ved det sidste er du – tilgiv mig hvis det lyder hårdt – en ideel lektion. En af de andre bloggere sendte mig i morges linket til artiklen om Oprah, og skrev hendes egen respons;
Den væsentligste tanke jeg havde var, “Tak Oprah, fordi du viser at min kamp med at opgive slankekure er den rigtige kamp”. Jeg har kæmpet med slankekur-dæmonerne i denne uge, men denne artikel hjalp. Jeg nægter at kigge tilbage på mit liv i hendes alder, og se den samme historie og samme had til min krop.
Altså sætter du et fantastisk eksempel – du viser verden at intet pengebeløb, eller hårdt arbejde, eller disciplin (den skyld du føler over at tage den lette vej, come on, kom ikke og fortæl mig at Oprah mangler selvdisciplin og målbevidsthed) kan gøre en stædig tyk krop til en tynd krop og forblive sådan i længden. Jeg ville bare ønske, for din skyld og for de millioner af kvinder der ser op til dig, at du kunne finde en måde at afholde dig fra at kæmpe med vægten, at tro du er en smuk kvinde – for det er du – som ikke behøver blive ved med, at undskylde for hvad hun spiser og hvilken kjolestørrelse hun bruger. Jeg ville ønske du kunne blive den rollemodel, som du er perfekt til at være, i stedet for at forsøge at blive den rollemodel du ikke er.
Du er blevet tykkere. Men du er stadig en af de mest dygtige kvinder på planeten. Du har stadig flere penge end Gud. Du giver stadig mange af de penge til normale mennesker og gør rigtige ting der hjælper normale mennesker. Jeg ved godt at der stadig findes mennesker heromkring der ikke kan lide dig, netop fordi du nægter at stoppe med at tro på at du kan, og at du burde være en tynd kvinde manifesterer sig selv alt for ofte med hjerteskærende, sårende budskaber om at tykke mennesker er dårlige mennesker, og tynde er gode. Jeg kan ikke lade være med at føle med dig, når jeg læser om din skam og had til dig selv. Jeg ved præcis hvor skabet står. Jeg får stadig alle de følelser og skal arbejde hårdt for at stoppe dem. Som jeg skulle have sagt til dig i det korte øjeblik hvor vi snakkede sammen; vi arbejder stadig på det alle sammen.
Jeg indrømmer at jeg er fristet til at være rasende på dig, fordi du spilder din fænomenale kraftfulde megafon på at promovere skam over kroppen, frem for at fortælle andre tykke kvinder, at de IKKE er dårlige, forkerte udisciplinerede mennesker. Men jeg kan ikke være rasende, for jeg ved lige præcis hvor høje og krævende de stemmer i dit hoved er, dem der siger; “det er lige meget at du er en af de mest succesfulde kvinder på jorden, for du lod dig selv blive tyk igen”. Jeg ved, at denne rene irrationalitet i den tankestrøm er alt andet end åbenlys, når du står midt i hadet til din egen krop. Stemmerne er for insisterende.
Så det jeg egentlig har tilbage at sige er hvad jeg allerede har sagt. Held og lykke. Jeg håber at du en af disse dage lærer at få fred med din krop. Og mand, når den dag kommer, så håber jeg godt nok at du træder frem på skærmen og fortæller dine millioner af seere, at droppe hadet til dig selv er omkring en bazillion gange mere udbytterig end at krænke og ydmyge dig selv, i overført betydning og bogstaveligt sagt. Dette er hvad jeg ved, er sandt.
Alt det bedste,
Kate
Direkte link til indlægget på Shapely Prose
Read Full Post »
Realityshows og mig går ikke så godt sammen. Jeg hader det. Det hele går bare ud på, at svine hinanden til, og vinde en præmie ved at være et røvhul. Det er ikke fordi jeg er en kultursnob på det område (♡90210♡). Det gør mig bare i dårligt humør. Jeg har bedre ting, at bruge min tid på. Og der findes rigeligt med konflikter i den virkelige verden. 
Jeg har altid været glad for Oprah, lige fra hun første gang dukkede op på Kanal 2 i starten af halvfemserne. Men det irriterer mig, at hun bruger så mange kræfter på shows om vægttab. Don’t get me wrong, jeg er langt fra imod det at tabe sig, hvis det er det, man vil – det er ikke mit problem med Oprah. Når showet handler om vægttab føler jeg bare, at jeg sidder og kigger på en kvinde, der bruger sit publikum til at fordre hendes egen besættelse og forstyrrede spisning. Det kan godt være, at hun siger hun lever sundt den dag i dag – men hun har altså ikke et naturligt forhold til mad. Det har hun nu også selv sagt mange gange. Den anden dag hørte jeg hende sige, at hendes store vægttab i slutningen af halvfemserne var den største bedrift i hendes liv. The single greatest accomplishment of my life.
Tyk! 