Jeg har fundet en ny dansk netbutik, og det er en af de bedste jeg har set. Designertøj fra størrelse 42 til 52. Denne kollektion er helt sort, og i en feminin rockstil. Det ligner overhovedet ikke det vi i store størrelser normalt må nøjes med. Det ligner det tøj, alle de andre går i. Jeg havde et par spørgsmål til designeren Heidie Lykke, og besluttede at jeg jo kunne lave et lille interview til bloggen.
Jeg elsker sort, og er vild med rockstilen, så denne kollektion er klart henvendt til mig. Men jeg kan også godt lide farver. I et interview med Herlev Nyt siger i, at kollektionen måske ser anderledes ud næste gang – har i allerede idéer i kan fortælle lidt om? Farver?
Heidie: Vores næste kollektion bliver forår/sommer 2009. Her har vi arbejdet meget med vores shilluetter og snit. Der er igen mange fede detaljer på hver enkelte style, og kollektionen byder på spændende og lækre metervarer. Vi har stadig en del sort med da vi selv elsker sort. Men som noget nyt har vi en lækker lys og tynd denim kvalitet med. Og henover sommeren vil vi friske kollektionen op med coral farver, og lækre og cool sommer prints. Vi glæder os meget til at skulle præsenterer den nye kollektion til december-januar 08/09.
Hvorfor stopper i ved størrelse 52? Jeg er sikker på, at det ærger mange piger.
Heidie: Her til at starte med har vi valgt at ligge vores størrelser fra 42 – 52. Men det er ikke umuligt at vi på sigt går op i størrelserne. Carmakoma har kun eksisteret i 6 uger så vi glæder os kun til at møde vores kunder og høre deres feedback. Hvis efterspørgelsen er der på str. 54 + 56 vil vi som sagt overveje størrelserne.
Jeg forstår godt, at jeres priser er i den dyre ende. Markedet er ikke så stort, og tøjet er klart kvalitetsdesign. Men som studerende på SU er det ikke meget jeg har råd til hos jer. Er gennemsnitligt 500 kroner for en bluse den pris, i forventer det også bliver i fremtiden? Bare som en personlig kommentar, ville jeg synes det ville være enormt fedt med en smule basistøj der var i en lavere prisklasse.
Heidie: carmakoma er et dansk kvalitets og design mærke. Vi sætter stor ære i at gennemarbejde vores ting. Det gælder helt fra designstadiet, til det stof vi vælger at producere vores tøj i, til de leverandører der producerer vores tøj. Alt dette gør at vores priser ligger på et mellem niveau. Men jeg syntes faktisk at vi formår at holde priserne på et godt niveau :o) Men jeg syntes at det er en super god ide med en basis linje :o)
Du kan også se et interview fra HerlevNyt lige her.
Politiken bringer i dag en artikel, om en ny reklame fra De Skandinaviske Ernæringskonsulenter, hvor man ser en undervægtig kvinde med tydelige ribben og hofteben. Det synes Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser er forkert. At det sender et budskab om at vi alle skal rende rundt og vise knogler, at reklamen siger det er en normal kvindekrop. Og de har jo ret, men kender de overhovedet firmaet? De burde undersøge hvem det er, de klager over, i stedet for deres reklame. Det er et firma der burde lukkes for misledende og falsk information, dårlig reklame eller ej.
Jeg skulle måske fortælle lidt om dem. Det er et slankefirma, der har utallige hjemmesider med den samme information om deres slankeprogram. På siderne ser man de klassiske før og efter-billeder, og kan læse en masse som man også læser om i damebladende. Du ved, sund fornuft. Og det klassiske “vores kur virker, de andre virker ikke”. De har hjulpet tusindvis af danskere i mange år siger de. De skriver også, at de ikke tager hvem som helst som klient, de tillader sig at være selektive. Er jeg mon vigtig nok? Her er der en der fortæller om, at hun vejer fem kilo for lidt ifølge deres idealvægt, men hun fik alligevel lov til at deltage. Så man må godt veje for lidt i deres slankeprogam, men må man veje for meget? En ting de ikke skriver om på deres egne sider, er hvem de er. De er ernæringskonsulenter – men er de diætister? På denne side fortæller et medlem, at ernæringseksperterne har taget et kursus og har fået et diplom for ‘bestået’, hvis de har deltaget i kurset. Et weekendkursus, formoder jeg. Er de danskere? Hvad hedder de? Der er ingen navne på siderne. For at blive medlem skal man udfylde et indmeldelsesskema, og så bliver man kontaktet af en unavngivet kvinde der fortæller, at man skal på en proteinkur og tage deres specielle urtepiller til 30 kroner om dagen. Yay, mirakelkur! Det har vist sig, at det de sælger, er Herbalife produkter til 1030 kroner om måneden. Herbalife er mistænkt for at være et pyramidespil.
Firmaet bag gad ikke deltage i Politikens artikel.
Der var en ny amerikansk serie i fjerneren onsdag, Do Not Disturb. Bare en almindelig sitcom om kolleger på et hotel. Men hovedpersonen er fyldig, og en af bipersonerne er meget fyldig. Når vi nu ikke kan få lov til at være med i Blæverly og Gossip Girl, er det da godt der er plads til os i komediens verden. Ofte er det dog roller som den fjollede biperson der skal sikre et grin fra tid til anden, men dog sjældent har hovedhistorien.
Men det havde de to fyldige kvinder i seriens første afsnit! Se, den starter med, at kollegerne sidder og snakker om et brev der er blevet sendt ind til et dirty blad, om en fyr der har haft en heftig *båt* *beep* affære på deres hotel, med en af de ansatte. Og der er ingen der kan regne ud hvem det er, men de tror det er fyren der altid nedlægger kvinderne. De bliver alle sammen sendt på sexchikanekursus. Lidt efter finder hovedpersonen Rhonda ud af, at en af securityfolkene er vild med hende, og så er der action. Der kommer dog også en del fatjokes om den anden fyldige kvinde, Molly. Hun fortæller til en ung, tynd blondine at hun er model, og blondinen mener at hun ikke ved, hvad ordet ‘model’ betyder, at hun bruger det forkert. Ha-ha… Ha.
Jolene Purdy som Molly
Men sidste scene i afsnittet finder man så ud af, at det er Molly, der har haft den heftige affære, da hun møder en tynd, RET lækker fyr udenfor hotellet, og de begynder at snakke om det, og flirte. Hey! Det er fandme sjældent.
Hovedpersonen er fyldig – det er sket måske fem gange de sidste 10 år i en sitcom – to af gangene blev de på magisk vis tynde lige pludselig (Dwight i Nikki, og Claude i Less Than Perfect). Hovedpersonen har en fling med en pisselækker mand i første afsnit. Bipersonen er ret fyldig, og er alligevel den, der har fået rollen som hende der kan noget i sengen. Eller rettere, på bordet i kantinen. Og det er taget i betragtning af, at resten af kvinderne er tynde, perfekte mennesker i lårkorte kjoler og luderboots. Og så er hendes fyr ikke engang den typiske normale mand, som fyldige kvinder har i sitcoms – næh han er ung og ret lækker.
Selve serien er ikke så voldsomt sjov, men jeg tror nok lige jeg skal følge med lidt endnu, nu hvor jeg er okay i deres univers. Den kommer nok til Danmark om et halvt års tid, men du kan følge med på diverse streaming-sider.
Lad være med, at tro på de tal! De passer ikke på nogen mennesker. Der er ekstremt lille forskel på normal, overvægtig og fed i det system. Kate Harding er en amerikansk blogger der har lavet et projekt, hvor hendes læsere har sendt billeder af sig selv og deres BMI-tal. Her er et udvalg – og jeg håber for din skyld, at du er lige så overrasket som jeg var, første gang jeg så det. Der er fandme ingen der er “ekstremt fed” på de her billeder, det er ren idioti at tro det. Begrebet “ekstrem fed” burde være reserveret for mennesker der er så fede at de ikke kan gå, komme ud af døren og leve et normalt liv.
Jeg er lidt glad for Beverly Hills 90210, det indrømmer jeg gerne. Det er de fleste danske hunkøn nok, da den jo har været på skærmen i bedste sendetid hver dag i 15 år. Så jeg måtte naturligvis også lige se den nye udgave af serien. Den virker okay indtil videre, men det er slet ikke som den originale Blæverly. Det ville dog også være en smule tamt, at serien igen handlede om ingen sex før ægteskab, og at drikke to øl til en fest og blive smidt ud af skolen af den grund. Så i stedet handler den om bold, blowjobs og bitches. Jeg giver den lige en chance.
En ting jeg dog hurtigt lagde mærke til, var hvor tynde hovedpersonerne er. Her taler jeg ikke om, at man kan se tydelige kraveben og så videre – men skulderknogler og ribben der stikker ud alle steder. Der var ramaskrig over hvor tynde tøserne var i 1990erne, alt det der med at “kun otte mennesker i verden er så tynde” blah blah blah. Pigernes størrelse er så gået fra 36 dengang til 30 (det famøse amerikanske size zero) i dag. Og der er ikke nogen der snakker om det, sådan er det bare. Jeg har intet imod at kvinder og piger er tynde, det kan såmænd være flot nok. Jeg var vild med Kate Moss da jeg var teenager, hun var jo om nogen eksemplet på tynde modeller. Hvis hun havde startet ud i dag, havde hun bare aldrig fået en chance, da hun er to størrelser større end nye modeller i dag. Det er der så heller ikke nogen der snakker om. Hun er stadig eksemplet på den tynde model der er en dårlig rollemodel.
Det er vildt mærkeligt så drastisk som idealet er skiftet i løbet af det sidste årti.
Jeg kan godt lide at finde danskere til dagens tyksak-indlæg, men der er altså bare ikke så mange der er kommet igennem nåleøjet, og er blevet så kendte at jeg kender dem. Jeg faldt dog lige over Else Frölich, der var en dansk skuespillere der levede fra 1880 til 1960. Hun nåede at være med i over 66 stumfilm, sang og stod også på teaterscenen i mange europæiske lande. Der er desværre ikke mange billeder af hende derude. De her er fra år 1911!
En sort kjole er et must. Jeg ved godt, det nok er den slags kjole der er allerlettest at finde i de butikker vi kommer i, men synes alligevel jeg kunne finde lidt til bloggen. Hvilken kan du bedst lide? Jeg er til den første, men den er ALT for dyr til mit budget, selv med 40% rabat, pis… Tryk på billederne for at komme til butikkerne.
Både fat2fab og sniksnakker har givet bloggen en pris, som vist bare er et meme i blogverdenen, men det er da fedt nok. Jeg skal give prisen videre til fem andre bloggere for at modtage anerkendelsen. Det er straks lidt værre, for der er ikke mange danske blogs om dette emne, Faktisk kun to, som fra tid til anden skriver om det. Men synes det giver mening, at holde det indenfor samme kategori – så de andre bliver på svensk. Du kan nemlig selv finde hundredevis af blogs på engelsk.
1. Nostalchic er en svensk modeblog skrevet af en fyldig kvinde. Hun tager billede af sig selv og sit tøj hver dag, og jeg bliver altid jaloux over alt det fede tøj hun finder, og min egne manglende kreativitet og skrædderevner!
2. Kurvigheter er skrevet af en svensk kvinde, der sætter fokus på alt fra tøj til kunst og accept, lige som på denne blog. Hun kører i øvrigt også et ekstremt aktivt forum for kvinder med former – ville ønske, der var et publikum til det her i Danmark.
3. Tjockisbloggen er en svensk blog af Sarah og Hanna, som hver dag tager billeder af det tøj de har haft på. De skriver også en del om accept, butikker og andre emner som jeg selv skriver om.
4. Fruen er en dansk kvinde der skriver om sin hverdag, og lidt om fyldige kvinder og tøj.
5. Ikke Perfekt er en dansk MySpace med en blog, der skriver om accept for alle størrelser og former. Den har været inaktiv lidt tid, men vender nok tilbage.
Instrukserne for dette blogmeme:
1. Sæt logoet/billedet på din blog
2. Tilføj et link til den person, som har givet dig prisen
3. Nominer mindst 5 andre blogs
4. Link til dem på din blog
5. Giv dine nominerede besked på deres blog
Jeg fik en kommentar fra redaktøren på bladet ZIZZI, som jeg skrev om i sidste uge. Her er hvad hun skrev, og nedenunder kommer der så et svar fra mig.
Hej,
Tak fordi du har brugt tid på at læse og kommentere den seneste udgave af ZIZZI Magazine. Jeg er marketing ansvarlig i Ball Group og ansvarshavende redaktør på ZIZZI Magazine og vil gerne kommentere på dit indlæg, da jeg både fagligt og personligt er ked af at læse din kritik af magasinet.
Grundlæggende kan jeg forstå, at du synes magasinet og indholdet i det er nedladende og taler nedsættende til dig. Det er selvfølgelig på ingen måde intentionen, men i forbindelse med udarbejdelsen af et magasin som dette, er der mange overvejelser der skal gøres. Den primære er, at vi skal producere et magasin, der tiltaler så bredt som muligt, dvs. er interessant og relevant for de mere end 60.000 læsere. Det er klart, at selvom alle læsere er overvægtige har de vidt forskellige indgangsvinkler til deres situation. Nogle er glade for deres vægt, andre er mindre glade og en tredje gruppe er nærmest ligeglade med deres vægt. Det er vi godt klar over som udgiver og netop derfor forsøger vi at lave et magasin, hvor indholdet netop formidler den pointe at ens kropsvægt er ligegyldig for ens tilgang til livet. Det er altid en balancegang, men i artiklerne forsøger vi at finde og portrættere kvinder, der er succesfulde, glade og talentfulde og i det hele taget upåvirkede af deres kropsvægt. Både Audrey Castañeda, Vibeke Hartkorn og Sascha Dupont, som vi interviewede til første nummer har jo lidt ekstra på sidebenene – men har alligevel gjort det godt inden for deres respektive brancher. Og det er historien om deres succes, som vi gerne vil formidle – frem for at lade interviewet handle om deres vægt og hvordan de har “håndteret” dette. Formålet ved ikke at skrive om disse kvinders vægt er faktisk netop at vise, at vægten er ubetydelig i forhold til livsglæde, succes og overordnet tilfredshed med livet.
I din gennemgang af magasinet nævner du også flere af annoncerne og vi har taget din kritik af særligt slanke-annoncerne til overvejelse i forhold til de fremtidige udgivelser. Jeg kan ikke garantere, at der ikke vil komme hverken annoncer eller indhold, der omhandler måder at tabe sig på, men vi forsøge at finde den rigtige balance fremover.
Din kritik af artiklen om pasformer, har jeg lidt svært ved at forstå. Tanken bag artiklerne var at beskrive – gennem en konstruktørs øjne – hvordan kvinder i forskellige størrelser og med forskellige kropsformer, kunne klæde sig, så de kom til at fremstå bedst muligt. Vi er muligvis galt på den, men artiklen er baseret på en antagelse om at alle kvinder gerne vil se bedst muligt ud – det betyder ikke nødvendigvis, at man skal være åleslank, men kan være noget så simpelt som at fremhæve ens brystparti eller ben, hvis det er de dele af kroppen, man er mest stolt af. Som du selv pointerer er det ikke nogen mirakelkur bare at tage striber på og så ligner man en sylfide og det er forhåbentlig heller ikke det indtryk artiklen giver. Vi synes tværtimod, at artiklen er fyldt med tips og tricks til hvordan man kan få det bedst mulige ud af sit udseende. Det handler ikke om at skjule sig eller gemme de ekstra kilo man har, men om at udnytte de forcer man er udstyret med fra naturens side.
Hvad angår billedet i ZIZZI modeserien, hvor modellen har en rævepels om nakken, så kan jeg oplyse at der ikke findes ægte pels i nogen af vore kollektioner. Ræven er udelukkende brugt i foto sammenhæng og findes ikke i kollektionen. Jeg forstår din harme mod brug af pels og den meningsløse behandling/tortur af dyr der skal anvendes i pels-industrien.
Jeg håber, at ovenstående bliver taget imod på den rigtige måde og ikke bliver opfattet som om vi går i forsvarsposition overfor vore læsere og vores kunder. Vi gør løbende hvad vi kan, for at komme til at lære vores målgruppe bedre at kende, men vi kan selvfølgelig hele tiden forbedre os. Derfor er din og alle andres kommentarer og kritik vigtig for os, så vi kan tilpasse og justere såvel vores nye kollektioner som vores annoncer og de kommende udgaver af magasinet.
Mange hilsner
Linda Schulz
Linda,
Fair nok at i ikke vil sætte fokus på vægten men personen – men den eneste gang hvor i nævnte vægten i de tre interviews, blev den som sagt nævnt negativt – i interviewet med Audrey. Det stemmer ikke overens med din kommentar, “…frem for at lade interviewet handle om deres vægt og hvordan de har “håndteret” dette”. Selvfølgelig er der kvinder, der gerne vile tabe sig og har det dårligt med deres krop, men nu hvor i har sat fokus på den udgave af den tykke kvinde, kunne i godt sætte fokus på en kvinde der har en positiv tilgang til sin krop næste gang.
Med hensyn til artiklen om pasformer, skriver du “Det handler ikke om at skjule sig eller gemme de ekstra kilo man har”. Men det stemmer så ikke overens med artiklen. Jeg citererer:
“Brug toppe med aflange halsåbninger, enten ovale eller trekantede, som går ned i en spids. Det giver lange linjer, som får dig til at se slank og høj ud”.
“Hvis tøjet er for stort eller for småt, får det dig til at se stor ud”
“Hvis tøjet poser og rynker, får det dig til at se stor ud”.
“Detaljerede toppe kan få dig til at se stor ud”
“… for den får overkroppen til at se smallere ud”
Den artikel handler ikke om, at finde det rigtige tøj til sin form, hvilket ville være en fed idé. Her tænker jeg på idéer til bluser der tager fokus væk fra barmen hvis den tager opmærksomhed i sig selv, og så videre. Altså ikke nødvendigvis negative ting, men bare ting der kan hjælpe til at gøre livet lidt lettere som tyk – kavalergang er ikke altid så fedt. Men den artikel i bladet handler om, at det er forkert at være stor, og det at man skal bruge tøj der på magisk vis gør en slank og smal.
Rævepelsen. Har i tænkt jer, at bruge pels som salgsmetode igen? Hvis du er enig i, at det er tortur, kan du så være med til at stoppe at ZIZZI er en del af den industri?
Er der nogen af jer, der er stødt ind i pludderbukser/haremsbukser/posebukser i store størrelser? Kært barn har mange navne. Stine eftersøger dem i en kommentar her på bloggen, og jeg har ingen idé om de findes, da det ikke er noget jeg selv ville kigge efter normalt.
Stine, det eneste jeg kunne finde, var sælgere på trendsales der muligvis kan lave et par i din størrelse 48 – du kan jo prøve at kontakte dem. Sælger 1, sælger 2, sælger 3.
Jeg har været på telttur i Sverige den sidste uges tid, så det er derfor bloggen har været stille. Det var koldt – brhhh! Og jeg kom hjem med to tæger – aaad. Man kan vist roligt sige, at det ikke var en frivillig tur. Jeg er et storbymenneske, der ser Fælledparken som en naturoplevelse. Men jeg overlevede. Who knew.
Maleriet er fra Jill-Haney Neal, som har store kvinder som niche.
Der har altid ligget en Mars-afdeling i Rødovre Centrum, men Venus har været henvist til Fields. Men i overmorgen, fredag den 29. august, åbner de en helt ny afdeling med tøj til kvinder. De skriver på deres hjemmeside, at man skal kigge forbi, se deres tilbud og få lidt til ganen. Venus & Mars XL sælger mest tøj til den modne kvinde og mand, men der også lidt til den unge og halvmodne.
Og måske skulle jeg nævne endnu engang, at de for tiden har en konkurrence, der er ekstremt let at vinde? Du skal tilmelde dig deres nyhedsbrev, og så kan du vinde 250 kroner. Alle dem jeg har hørt har deltaget, har vundet. Så kom i gang – gratis penge! Nejnej, jeg får ikke penge for at reklamere, jeg ville bare selv blive glad for sådan et tip.
Jeg kunne godt tænke mig, at lave en liste over steder man kan tøj til mænd i store størrelser. Men jeg aner intet om det, og kender ikke mere end en håndfuld butikker. Kender du en god butik? Skriv navnet i kommentarerne, så er du skøn :)
Marie kender de fleste. Hun har også en MySpace. Jeg er normalt til rock, indie og sådan noget alternativt trist-fyr-med-guitar noget, og slet ikke gospel, men talent har hun da må jeg indrømme. Og så er hun skide smuk.
Det nye Zizzi blad er på gaden. Zizzi er tøjmærket man kan få i ethvert forstadsstorcenter. Bladet er det eneste i Danmark der henvender sig til fyldige kvinder, og selv om det er et rent reklamestunt var jeg nu alligevel glad, da jeg så det første udgave i foråret. Indtil jeg læste det. Og nu har jeg så læst nummer 2, efterårets udgave.
Hvis man kan være rasende på et blad, er jeg det. Det er så nedladende, som et blad kan være. Artiklerne behøver såmænd ikke være dybe, men indholdet er så stupidt som det kan være, og de taler til os som om, vi er fucking ofre for “fedmeepidemien”. Gu er jeg røv! Jeg er glad for min røv!
Okay, skal vi starte fra side 1, forsiden. Interview med Audrey Castaneda, cool. Ah, en make-over – hvem kan ikke lide det? Opskrifter fra Lene Hansson – WHAT? Lene er den selvbetitlede kostekspert uden diætistuddannelse, der hærger TV3 dag efter dag, med tvivlende kostråd og reklamer for sit slankefirma. Og nu er hun også i et blad, der burde hylde os for hvordan vi nu ser ud?
Videre, side 2, nejnejnej – en reklame for et slankeprodukt! Come on, for helvede ZIZZI, et slankeprodukt? I mener virkelig, at vi for det første skal tabe os eller have lyst til at tabe os, og at vi er dumme nok til at falde for en mirakelkur? Øv.
Side 5. Reklame for Q, bladet for den modne kvinde der hader sig selv. Lavet af Pernille Aalund der også er kvinden bag TV Danmark-programmet der den ene uge fortæller dig at du skal være tilfreds med dit udseende, for næste uge at sætte fokus på brystforstørrelser. “Med Q får du hver måned effektive slanketips”. Ja, for slankekure virker jo. Det er jo hele 2 til 3 procent af mennesker på slankekur, der holder vægten efter kuren er overstået. Så lad mig endelig få en ny slankekur hver måned!
Side 8. Guide til shopping i Hamburg. Hey fedt! Det kunne da være jeg skulle tage en tur… Men hvor er det lige, at de nævner tøj til fyldige kvinder i den artikel? Ingen steder. Det er ikke engang nævnt. Nothing. Nada. Fair nok at de har taget den lette løsning, men de havde da verdens fedeste mulighed for at skrive en artikel deres målgruppe faktisk kunne bruge til noget.
Side 11 gør mig tosset, rasende, dårligt tilpas og har fået mig til at boycutte ZIZZI. Det har intet med fyldige kvinder at gøre, men er en reklame for deres tøj, med en hel ræv rundt om halsen. Hale og hoved, dødt dyr. Hvis der er noget der kan pisse mig af, så er det ligegyldigt dyremishandling – og det er pels. Ræve der bliver brugt til pels går alene i et bur på 0.8 kvadratmeter hele deres liv, kommer aldrig ud, og bliver rent ud sagt vanvittige af det. Ræven er et flokdyr, som din egen hund, der har brug for andre ræve. Der er to måder de overlever på – ved at gå rundt i cirkler 16 timer om dagen, eller ved at ligge i et hjørne døgnet rundt uden at bevæge sig. De bider sig selv til blods af kedsomhed. De reagerer ikke på mennesker der kommer forbi, og de reagerer ikke på pludselig larm. De er blevet vanvittige, lever i deres egen lille verden, og lever et forfærdeligt usselt liv. Når de bliver aflivet, bliver der indsat elektroder i anus og mund, og de bliver derefter strømmet – dette mens rævene er bevidste, og dette for, at pelsen ikke skal blive skadet ved aflivningen. Ja, i Danmark – det er ikke kun i andre lande det foregår. Jeg har familie, der desværre overhovedet ikke ser noget galt med at behandle ræve sådan. Deres ræve bliver også brugt til jagt – det vil sige underholdning. De lever i bure på 2×2 meter hele deres liv, ser forfærdelige ud, render rundt i cirkler. Til sidst, efter nogle år, bliver de lukket ud af buret for første gang i deres liv, kun for at løbe skræmte rundt på en mark, og blive skudt at fritidsjægere. Det handler ikke om at holde bestanden nede – dette er ren underholdning. Pels er også ren underholdning. Jeg er klar over at der er stor forskel på ræve og hunde, men så stor forskel er der heller ikke – og ville DU behandle din hund sådan, for at bruge dens pels til noget så ligegyldigt som pynt? Pynt, der kan se lige så ægte ud, når det er syntetisk? Er du så forfængelig? Det ville du ikke være, hvis du havde oplevet rævefarme i virkeligheden. Du kan læse meget mere om pels lige her.
En fri ræv
Her er din rævepels. Ræven har ædt sit eget ben. Det gør en fri ræv ikke.
Jeg havde set pels i en af Zizzi reklamer for en måneds tid siden, og kontaktede dem for at høre hvad nu det var for noget. Kvinden der svarede, anede ikke hvad jeg snakkede om, men mente ikke, at de solgte pels. Det er meget muligt, men de bruger pels for at sælge jeres produkter, og det gør ikke sagen bedre! Se denne video, hvis du ikke er helt overbevist om, at det er lidt ligegyldigt hvad jeg siger.
Jeg køber ikke ZIZZI produkter før de stopper med at medvirke til denne ligegyldige misbrug af dyr, og jeg har skrevet til dem igen. Please, tjek de links og skriv også til dem. Det kan være helt kort og tager ikke meget tid – kopier mit? Jo flere jo bedre. Her er deres mail: sales@zizzi.dk
Hej Zizzi,
Jeg kan se i Zizzi-bladet nummer 2, at i reklamerer med rævepels. Ved i, hvordan ræve bliver behandlet, for at vi kan bruge deres pels? Ræve der bliver brugt til pels går alene i et bur på 0.8 kvadratmeter hele deres liv, kommer aldrig ud, og bliver rent ud sagt vanvittige af det. Ræven er et flokdyr, som din egen hund, der har brug for andre ræve. Der er to måder de overlever på – ved at gå rundt i cirkler 16 timer om dagen, eller ved at ligge i et hjørne døgnet rundt uden at bevæge sig. De bider sig selv til blods af kedsomhed. De reagerer ikke på mennesker der kommer forbi, og de reagerer ikke på pludselig larm. De er blevet vanvittige, lever i deres egen lille verden, og lever et forfærdeligt usselt liv. Når de bliver aflivet, bliver der indsat elektroder i anus og mund, og de bliver derefter strømmet – dette mens rævene er bevidste, og dette for, at pelsen ikke skal blive skadet ved aflivningen. Ja, i Danmark – det er ikke kun i andre lande det foregår. Jeg har familie, der desværre overhovedet ikke ser noget galt med at behandle ræve sådan.Jeg er klar over at der er stor forskel på ræve og hunde, men så stor forskel er der heller ikke – og ville DU behandle din hund sådan, for at bruge dens pels til noget så ligegyldigt som pynt? Pynt, der kan se lige så ægte ud, når det er syntetisk? Jeg synes i skulle tage at kigge på denne side:
Jeg synes ikke det er i orden, at behandle dyr på denne måde, når der findes udemærkede alternativer i form af fake fur – syntetisk pels – der ligner ret godt.
Jeg har ikke lyst til, at købe mit tøj hos Zizzi, så længe i støtter denne behandling af ræve.
Med venlig hilsen
Videre i dagens tekst.
Side 20. Reklame for et fitnesscenter. Fair nok, motion er sundt i alle former og reklamen er sober, taler ikke ned til kunderne og nævner intet om “overvægt”, “fedmeepidemi”, “slankehold” og så videre, som andre centre har som varemærke. Nok det mest positive jeg har set i bladet indtil videre, og det er en reklame.
Side 21 – interview med journalisten Vibeke Hartkorn. På intet tidspunkt nævnes, at hun selv er en fyldig kvinde. Er det bare mig, der godt kunne bruge en dansker der gad at tale om det? Jeg har hørt hendes kommentarer om at være fyldig en enkelt gang – i en artikel fra BT hvor hun siger, at hun godt ved, at det er tid til at gå på slankekur fra tid til anden. Nå?
Side 66. Interview med Audrey. Hun siger at hun tog 10 kilo på, på grund af stress, blandt andet fordi hendes far ikke ville støtte hendes uddannelse. Lidt senere sluttede et forhold, og så vågnede hun en dag op og var tynd, og så hun lyset og gik på scenen igen efter en pause, og så kontaktede hendes far hende og så levede hun lykkeligt til hendes dages ende. Jeg kan godt lide Audrey, så jeg håber virkelig at sammensætningen i denne artikel, er skrevet med journalistens kendskab til en god historie. Tynd = Lykkelig. Fair nok at man vil tabe sig af den ene eller anden grund, men det er bare ikke løsningen på verdens problemer som journalisten hentyder til. Hun nævner også, at hun i tre måneder tabte 14 kilo og skrev dagbog om det i BT – det er så første gang jeg hører om det, og har ikke læst det, så det kan jeg ikke snakke med om. Trist, at det ene interview hvor fyldighed bliver nævnt, så nævnes det kun negativt.
Side 76. Artikel om tips til tøj der klæder. Hvilken frugt er du – hvilken form. Rigtig god idé, men føj hvor er den nedladende skrevet. Føj er et voldsomt ord, men jeg mener det. Alle tips er tips til ÈN ting – at gemme din krop og se slank ud. Fair nok at man ikke render rundt i lavtaljede bukser og korte bluser som viser mave, men der er langt fra det, og så at skrive at noget bestemt tøj, får dig til at se stor ud, så du skal vælge tøj der gør dig slank. Newsflash, lige meget hvor lodret mønstret din bluse er, så ser størrelse 50 altså ikke “slankt” ud. Og hvorfor skulle det også det? Hvis du vil se slank ud, må du tabe dig og blive en størrelse 38. Tøj gør dig ikke slank. Punktum.
Side 83. Reklame for slankebehandling gennem elektroder. For elektroder er magiske og fjerner alt det dårlige ved dig, og de har støttegrupper hvor du kan snakke om motivationen for at bruge elektroder som kuren til et lykkeligt liv som slank og perfekt. Kvinderne i reklamen er ekstremt lykkelige, og du kan selv se hvor godt resultatet er, for der er også et billede af en slank flad mave, med et målebånd der viser et perfekt omfang.
Zizzi tror, at deres målgruppe er en flok kvinder der hader deres krop (og ræve), og det er derfor den slags artikler og reklamer de bruger. Men kære Zizzi, vi får allerede at vide ALLE steder, at vi skal og burde hade vores krop, og gøre alt for, at gemme den og slanke den. Jeg ville ønske, at en butik som jeres, og et blad som jeres, var vores fristed, hvor vi kunne få lov til, bare at være.
Valerie er i stald hos Wilhelmina Models. Hun startede sin karriere som 15-årig i 1996, og er i dag en af de mest anerkendte plusmodeller. Fuldstændigt absurd at en kvinde med flad mave er plusmodel – ikke? Men hun har former, og det er hvad jeg sætter fokus på her, så hun fortjener pladsen! Hun har arbejdet for at skabe opmærksomhed på problemet med spiseforstyrrelser via The Alliance For Eating Disorders Awareness.
Jeg kan se i mine statistikker, at jeg får mange besøg af folk der søger på google efter porno med fyldige kvinder. Det finder man så ikke her, kan jeg fortælle.
En fetish for fedme, kalder man det. BBW – big beautiful women – hedder det oftest i pornoens verden. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til det, og hvad jeg mener om det. En del af mig får lyst til at skrige, “JEG ER IKKE EN FETISH!”. En anden del af mig er selvfølgelig glad for, at der ligefrem findes mennesker der foretrækker store størrelser. Jeg er det man kalder en sex-positive feminist, hvilket betyder at jeg intet har imod porno, skulle jeg nok lige nævne. Jeg synes dog klart der er en stor forskel på, om man tænder på at se fyldige former, eller om man gør det i sådan en grad, at det er kroppen og ikke mennesket der er vigtigst. Naturligvis er det kroppen der er vigtigst i pornoens verden, men i virkelighedens verden går det hele altså galt, hvis det er det, der betyder alt.
Jeg kunne ikke forestille mig at være i et forhold til en, hvor min størrelse var et faktor for, om han elskede mig eller ej – eller tændte på mig eller ej. Og det har heldigvis ikke været et problem i mit liv. Jeg må da gå ud fra, at de mænd jeg har haft forhold med, i hvert fald ikke er blevet afskrækket af min størrelse, men jeg har heller aldrig været sammen med en, der havde en baggrund der fortalte, at han ligefrem foretrak store størrelser. Jeg forstår også godt, at der er mænd der ikke kan lide min størrelse, hvilket er helt okay i min bog, er en ting jeg måske også skulle nævne. Jeg har jo også selv mine præferencer, det har alle. Men af erfaring ved jeg, at en mand behøver ikke være en høj spinkel italiensk mand, med langt mørkt hår, for at jeg kan elske ham.
Jeg er lidt kommet ud på et sidespor, da jeg synes det er et svært emne at skrive om, fordi jeg ikke kan tage stilling. Det eneste jeg er nået frem til gennem mange års tanker, er at jeg synes det er fedt at der er mennesker der tænder på store størrelser, men lige så snart former bliver til en fetish, på samme måde som en pisk er for en masochist (intet galt med SM, bare en sammenligning i forhold til objektificering), så synes jeg det går galt.
Hvad er dine tanker om det hele?
Feederism er et kaptitel for sig selv i begrebet fedmefetish. Kender du det? En feeder, eller en såkaldt ‘opmuntrer’, er en mand der tænder på at opfede sin kæreste eller kone. Det er i mine øjne en fuldstændig syg måde at se på menneskekroppen, og jeg kan overhovedet ikke finde tro på, at en feeder virkelig elskede den person hvis krop han ødelagde – but then again, det kan (kan – er sjældent!) jo være det samme i bodybuilderverdenen. Grundlæggende går jeg dog ind for, etisk set, at man selv bestemmer hvad man gør ved sin krop – det betyder bare ikke, at jeg synes det er moralsk rigtigt at en anden person ligefrem opmuntrer til dette.
Er det bare mig, der aldrig har hørt om dem før? Føler mig totalt udenfor, selv min veninde i størrelse 75B kendte dem. Jeg faldt lige over dem den anden dag, og wow, det er lige det jeg altid har manglet – for det er længden der gør, at jeg aldrig kan finde BH’er. I hvert fald ikke til under 300 kroner. Og det er fuldstændig vanvittigt, når det er et par centimeter det handler om. Og de koster fra ti kroner og op! Nu skal jeg lære at sy!
Dagens tyksak er Nikki, som var med i Hairspray. Hun er også med i en film der hedder Queen Sized, men den har ikke været vist i Danmark endnu. Filmen handler om Nikki, en tyk gymnasieelev der bliver nomineret til homecoming queen som en joke. Her har hun i øvrigt IGIGI kjoler på, som hun næsten altid har på den røde løber. Jeg elsker trenchcoatkjolen, men den er tydeligt bevis for, at IGIGI kjoler er meget lange til lave mennesker – den er ment til at gå til knæene. Hun er 1.47, og ser skøn ud, men guldkjolen er sikkert blivet forkortet lidt.
Jeg fulgte ikke rigtig med i modeugen sidste uge, for jeg bliver altid bare så deprimeret over alt det fede tøj de alligevel ikke gider at lave i min størrelse. Jeg ved at alle danske mærker der laver tøj i store størrelser havde boder i Bella Center og Forum – fra Guro til Otkotyr – men det var vist ikke noget der blev snakket om i medierne. Men jeg hørte da lige, at den vigtigste farve for efteråret og vinteren 2008/2009 er lilla. Og det er skønt, for som rødhåret passer det godt til mig. Og jeg er vildt glad for at lilla er lovligt igen – bare for et par år siden synes alle stadig det var en pædagog med ble på hovedet-hippiefarve*. Det er nu ikke fordi jeg går op i hvilke farver der er okay at gå i – men det er nu engang afspejlet i det tøj vi kan købe i butikkerne og derfor hvad alle render rundt i. Men overhovedet ikke i XL tøj, kan jeg konstatere efter lang tids søgen. Det gider jeg da ikke finde mig i, når jeg nu endelig passer ind farvemæssigt! Come on, danske designere og butikker – stram lige op!
Her er det jeg kunne skrabe sammen, som jeg selv kunne finde på at købe – som altid kan du trykke på billederne for at komme til butikken.
* øh, jeg er pædagogstuderende og hippie af sind kom jeg lige i tanke om, ha!
Dette er en blog om tykke, voluptiøse, flomsede, frodige, velforsynede, kvapsede, fyldige, yppige, buttede, bamsede, runde, fede og polstrede piger og kvinder.
Dette er en blog der handler om alt andet end slankekure. Her er der i stedet sat fokus på at leve livet, med lidt ekstra klumper her og dér.
Tyk! 