Jeg har altid været glad for Oprah, lige fra hun første gang dukkede op på Kanal 2 i starten af halvfemserne. Men det irriterer mig, at hun bruger så mange kræfter på shows om vægttab. Don’t get me wrong, jeg er langt fra imod det at tabe sig, hvis det er det, man vil – det er ikke mit problem med Oprah. Når showet handler om vægttab føler jeg bare, at jeg sidder og kigger på en kvinde, der bruger sit publikum til at fordre hendes egen besættelse og forstyrrede spisning. Det kan godt være, at hun siger hun lever sundt den dag i dag – men hun har altså ikke et naturligt forhold til mad. Det har hun nu også selv sagt mange gange. Den anden dag hørte jeg hende sige, at hendes store vægttab i slutningen af halvfemserne var den største bedrift i hendes liv. The single greatest accomplishment of my life.
Her har vi en kvinde der blev født i fattigdom og sult men overlevede, en kvinde der blev misbrugt som barn men ikke sidder på den lukkede afdeling nu, en kvinde der som 14-årig blev gravid ved voldtægt men mistede barnet kort efter fødslen og stadig kan grine den dag i dag, en kvinde der blev stofmisbruger og kom ud af det, en kvinde der fik en universitetsuddannelse som fattig, og sit første job som nyhedsvært før hun fyldte 20 år, en kvinde der fik sit eget show i starten af 20erne, i øvrigt som en af de eneste afroamerikanske kvinder på tv, og nu næsten er verdens rigeste kvinde, der også bruger sendetid og billioner af dollars på at hjælpe uheldigt stillede.
Og så er det hendes vægttab, hun synes er hendes livs største bedrift.
Er det en sund måde at se på sig selv? Og når hun nu har millioner af kvinder verden over der lytter til hende som en kvindelig Messias, er det så et sundt budskab at sende? Jeg mener, hvis selveste Oprah og hendes resultater i livet ikke betyder noget, så betyder det da heller ikke noget, hvad lille du og jeg formår at bruge vores liv til. Det vigtigste vil altid være tallet på vægten.