Realityshows og mig går ikke så godt sammen. Jeg hader det. Det hele går bare ud på, at svine hinanden til, og vinde en præmie ved at være et røvhul. Det er ikke fordi jeg er en kultursnob på det område (♡90210♡). Det gør mig bare i dårligt humør. Jeg har bedre ting, at bruge min tid på. Og der findes rigeligt med konflikter i den virkelige verden.
Men. I efteråret startede der et nyt show, Stylista, hvor en række deltagere konkurrerede om, at blive assisterende redaktør på Elle. En af dem var Danielle, en pluskvinde. Og eftersom det er så sjældent at se pluskvinder generelt i fjernsynet, for slet ikke at snakke i et program der handler om mode, blev jeg nødt til, at tage mig sammen til at se det for nogle uger siden. Det skulle jeg aldrig have gjort. Det var da godt nok det dummeste, nedværdigende tv jeg længe har set. Hele første afsnit handlede kun om Danielles vægt, og at hendes vægt gjorde de andre deltagere utilpas. Det sagde de med direkte ord! “It’s the elephant in the room…. eeehh no pun intented”.
Det er jo ren had – snart skal tykke vel også tage specielle busser for at undgå, at gøre de hvide mennesker – øh tynde mennesker – utilpasse. Til hvilket Danielle heldigvis kunne svare for sig; “I’m not disgusting, I’m like, normal!”. True dat.
Fatter ikke, at Elle seriøst kan stå bag sådan en konkurrence. Det er Elle-bladet der sætter fokus på Danielles vægt. Det er dem, der gør det til et problem.
Det er fandme intet under, at så mange læsere af Elle og andre modeblade sulter sig selv og kaster det op, de så får spist.
Aldrig mere reality tv. Håber ikke det kommer til Danmark.
Tryk på billedet for at se det i fuld størrelse. Jeg har før skrevet om de her reklamer for produkter der skulle få kvinder til at tage på, for at blive populære, elsket af mænd, and whatnot. Læs det lige her.
… for jeg har tabt 25 ki-i-ilo, kan du gætte hvem jeg er?
Har du gættet dem?
1 – Renee Zellweger / 2 – Nicole Richie / 3 – Madonna / 4 – Amy Winehouse
5 – Lindsay Lohan / 6 – Jennifer Connelly / 7 – Christina Ricci
8 – Courtney Love / 9 – Teri Hatcher / 10 – Sophie Dahl
Her er de så i dag:
Der er ikke noget galt med, at være tynd. Det rager ikke andre. Og om det er kønt eller ej, er fuldstændig ligegyldigt. Men der er tydeligvis noget galt i Hollywood. Og det budskab, kvinderne sender. Og det, vi andre kræver af selv samme kvinder.
Jeg fik H&M’s katalog ind gennem brevsprækken for nogle uger siden, men blev så skuffet, at jeg ikke orkede at skrive om det. Igen har BiB fået hele 5 sider ud af et katalog på cirka 200 sider, og igen er tøjet noget min farmor ville elske da hun var 90 år. Jeg gider slet ikke at skrive mere om det, for jeg har skrevet om dem så mange gange, og eftersom det altid er den samme kvalitet de giver os, er det altid det samme jeg kan skrive om dem. H&M siger det er fordi småt tøj ikke kan laves om til stort tøj – røv og nøgler. Især i dag, hvor moden dikterer A-linjer og oversize. Søg på siden øverst oppe hvis du vil læse de gamle indlæg. Og så vil jeg bare lade billederne tale for sig selv, og prøve at ignorere det faktum at modellen er størrelse 40, og BiB kun sælges fra størrelse 44 og op.
Kære Julemand, jeg ønsker mig en stor pose selvaccept, og du må meget gerne sende den direkte til Oprah. I dag har hun nemlig sendt en pressemeddelelse ud, hvor hun undskylder for at veje 90 kilo – og det er bare slet ikke noget hun skal undskylde for. Kate fra Shapely Prose har skrevet et brev til hende, og jeg har fået lov til at oversætte til dansk.
__________________________________________
Kære Oprah,
Please stop. Please. Og det mener jeg ikke på en ond måde. Please stop med at gøre dette mod dig selv.
For et par måneder siden interviewede du mig via Skype, og vi havde en lille snak som ikke endte med at komme med i programmet. “Kate, jeg forstår du har en blog – fortæl os lidt om den”. Og jeg sagde; “Jeg skriver om kropssyn og selvaccept”. Det er mit standardsvar til folk der måske ikke lige er forberedte til at høre ordene “fat” og “acceptance” lige ved siden af hinanden. Lyden var lidt dårlig på Skype, så jeg kunne knap høre hvad du svarede tilbage. Det tog mig et øjeblik at gennemarbejde dit svar, alt imens jeg var helt “åh gud, Oprah sagde lige noget og jeg ved ikke hvad det var, og nu skal jeg forsøge at svare på det uden at lyde som en idiot”. Men så gav det lige pludselig mening. Du svarede, “Jeg arbejder stadig på det” (selvaccept). Og jeg sagde så – fordi jeg var i panik og følte at du allerede havde ventet halvanden dag på mit svar – “Øhm… Øhm…. Held og lykke!”. Her er hvad jeg ville svare, hvis jeg havde mulighed for at gøre det om: “Det gør vi alle”.
Vi arbejder alle stadig på det, selv mig, selv folk der har stået med fat acceptance banneret i årtier længere end jeg. Vi arbejder alle stadig på det, fordi budskaberne er hårde og ubøjelige – budskaberne der fortæller os, at vi skal hade os selv, sulte os selv, gøre slankekure til et deltidsjob (for vores helbred!). Budskaberne der fortæller os at vi aldrig vil blive elsket hvis vi lader tingene stå til, budskaberne der fortæller at der kun er én acceptabel kvindekrop, og at du og jeg begge er for tykke til det, og du er for sort til det, og millioner af kvinder – størstedelen af os faktisk – er alt for NOGET (selv for tynd) til at have den krop. De budskaber er ubøjelige, og at afvise dem og gå imod, involverer et bevidst valg hver evigt eneste dag.
Nogle dage føler du, at det ville være meget lettere at få dit gamle deltidsjob tilbage – især når du har gjort det så mange gange, i så mange år, at du kunne gøre det i søvne. Alt du er nødt til at gøre, er at afsætte tre-fire timer dagligt til motion, at være besat af hvad du skal spise næste gang og forberede det, stoppe med at lytte til din krop, drop fritidsinteresser og sociale aktiviteter for at give tid til deltidsjobbet, genopfriske alle tips og tricks når det kommer til at undgå at spise i julen, på restauranter, hos dine venner, til din egen fødselsdagsfest. Overbevis dig selv om at salatdressing ikke smager godt nok til at gøre op for de negative effekter det har på dit arbejde, snak konstant om hvad du IKKE spiser og hvor godt det får dig til at føle, i håb om at nogle af dine venner vil tage samme ensomme deltidsjob – og allervigtigst, skal du fortsætte med religiøst at tro, at din krop er en vammel grim hadefuld ting, der skal straffes og reduceres. Så længe du virkelig tror det, er resten ikke så svært at følge op på, når du er blevet vant til det (igen).
Nogle dage lyder alt dette meget lettere end at ignorere budskabet. Især når du tænker på al den ros du vil få, når du har tabt dig, eller hvor godt det føles når du tager en kjole på i en mindre størrelse (den følelse går dog hurtigt væk, som den skal, ellers mister du motivationen til at fortsætte), hvordan folk vil behandle dig bedre, så længe der er mindre og mindre af dig. Det forstår jeg godt.
Men jeg stoppede med at indfri budskaberne. Og jeg ville ønske, du gjorde det samme, for du er meget klogere end at falde for det igen.
Det dræber mig at høre dig sige ting som; “Jeg kan ikke forstå at jeg efter alle disse år, med alt jeg ved om hvordan man skal gøre, stadig snakker om min vægt. Jeg kigger på mit tyndere jeg og tænker, hvordan lod jeg dette ske igen?”. Skat, du lod ikke dette ske igen. Din krop lod det ske igen, fordi din krop fandme ikke GIDER være tynd. Og hver eneste gang du opsiger dit deltidsjob, eller bare gør det til et fritidsjob, siger din krop “tak gud!”, og starter med at ophobe fedt igen. Det sker for størstedelen af os. Jeg ved du er en kvinde der er vant til at trodse dårlige odds, men der er altså ingen skam i at have en krop, der reagerer på slankekure på præcis samme måde som stort set alle andre.
Du siger, at du har spist for meget og motioneret for lidt. Måske er det endda sandt. Men at definere “for meget” og “for lidt” er svært, og når du gør det i samme kontekst som skam og selvhad, er resultatet at du kommer frem til værdier der repræsenterer straf, ikke sund moderation. Når jeg ser dig sige ting som, “Jeg var så frustreret at jeg begyndte at spise lige hvad jeg ville – og det er aldrig godt”, så bliver jeg helt.. åh. Oprah, det har vi snakket om. Voksne kvinder har tilladelse til, at spise LIGE HVAD DE VIL. For at pointere, har vi tilladelse til at VILLE. At mange af os tror at noget vi vil, er lig med “aldrig en god idé”, er hjerteskærende og til at blive rasende over.
Du siger også, undskyldende, “Jeg satte i hvert fald ikke et eksempel”. Men det gjorde du nu, bare ikke det gode eksempel som du havde ønsket. Du er ikke en ideel rollemodel når det kommer til hverken slankekure eller selvaccept. Men ved det sidste er du – tilgiv mig hvis det lyder hårdt – en ideel lektion. En af de andre bloggere sendte mig i morges linket til artiklen om Oprah, og skrev hendes egen respons;
Den væsentligste tanke jeg havde var, “Tak Oprah, fordi du viser at min kamp med at opgive slankekure er den rigtige kamp”. Jeg har kæmpet med slankekur-dæmonerne i denne uge, men denne artikel hjalp. Jeg nægter at kigge tilbage på mit liv i hendes alder, og se den samme historie og samme had til min krop.
Altså sætter du et fantastisk eksempel – du viser verden at intet pengebeløb, eller hårdt arbejde, eller disciplin (den skyld du føler over at tage den lette vej, come on, kom ikke og fortæl mig at Oprah mangler selvdisciplin og målbevidsthed) kan gøre en stædig tyk krop til en tynd krop og forblive sådan i længden. Jeg ville bare ønske, for din skyld og for de millioner af kvinder der ser op til dig, at du kunne finde en måde at afholde dig fra at kæmpe med vægten, at tro du er en smuk kvinde – for det er du – som ikke behøver blive ved med, at undskylde for hvad hun spiser og hvilken kjolestørrelse hun bruger. Jeg ville ønske du kunne blive den rollemodel, som du er perfekt til at være, i stedet for at forsøge at blive den rollemodel du ikke er.
Du er blevet tykkere. Men du er stadig en af de mest dygtige kvinder på planeten. Du har stadig flere penge end Gud. Du giver stadig mange af de penge til normale mennesker og gør rigtige ting der hjælper normale mennesker. Jeg ved godt at der stadig findes mennesker heromkring der ikke kan lide dig, netop fordi du nægter at stoppe med at tro på at du kan, og at du burde være en tynd kvinde manifesterer sig selv alt for ofte med hjerteskærende, sårende budskaber om at tykke mennesker er dårlige mennesker, og tynde er gode. Jeg kan ikke lade være med at føle med dig, når jeg læser om din skam og had til dig selv. Jeg ved præcis hvor skabet står. Jeg får stadig alle de følelser og skal arbejde hårdt for at stoppe dem. Som jeg skulle have sagt til dig i det korte øjeblik hvor vi snakkede sammen; vi arbejder stadig på det alle sammen.
Jeg indrømmer at jeg er fristet til at være rasende på dig, fordi du spilder din fænomenale kraftfulde megafon på at promovere skam over kroppen, frem for at fortælle andre tykke kvinder, at de IKKE er dårlige, forkerte udisciplinerede mennesker. Men jeg kan ikke være rasende, for jeg ved lige præcis hvor høje og krævende de stemmer i dit hoved er, dem der siger; “det er lige meget at du er en af de mest succesfulde kvinder på jorden, for du lod dig selv blive tyk igen”. Jeg ved, at denne rene irrationalitet i den tankestrøm er alt andet end åbenlys, når du står midt i hadet til din egen krop. Stemmerne er for insisterende.
Så det jeg egentlig har tilbage at sige er hvad jeg allerede har sagt. Held og lykke. Jeg håber at du en af disse dage lærer at få fred med din krop. Og mand, når den dag kommer, så håber jeg godt nok at du træder frem på skærmen og fortæller dine millioner af seere, at droppe hadet til dig selv er omkring en bazillion gange mere udbytterig end at krænke og ydmyge dig selv, i overført betydning og bogstaveligt sagt. Dette er hvad jeg ved, er sandt.
God nyhed, i hvert fald for mig og den måde jeg ser verden på; Firmaet bag Bratz-dukker lukker og slukker efter jul. Åbenbart på grund af en copyrightsag med Mattel, som står bag Barbie-imperiet. For mig betyder det bare én mindre pornodukke med absurde kropsformer på markedet. Der er ikke noget galt med porno, børn skal bare ikke lege i den verden når det kommer til dukker der er lavet af voksne mennesker, når det handler om dukker der bevidst er blevet tildelt et seksuelt look. Og så kan man så sige, ja, det er bare en dukke. Men det er en dukke, der skal ligne et rigtigt menneske. Dens krop er det første gang en pige bliver præsenteret visuelt og sanseligt for kvindekroppen i så høj grad, hvis vi ser bort fra moderen. Det kan forme hvordan de ser på deres egen krop i nutiden og senere hen. De vil aldrig selv få den krop. Der er lavet film med rigtige børn, der spiller dukkernes roller. Man kan få tøj til børn, der er det samme som på dukkerne. Firmaet bag prøver ihærdigt at sælge imaget. Lange arme og ben der ville knække i virkeligheden, læber der fylder en fjerdedel af ansigtet, øjne der fylder en anden fjerdedel, nederdele så korte at man bogstaveligt sagt kan se enden på det hele, dækket af sexet lingeri. Det er nu ikke fordi Barbie er bedre. Nu er der bare en mindre på markedet.
Amanda Palmer fra Dresden Dolls er kommet i kambolage med sit pladeselskab Roadrunner, fordi hun ikke ville skjule sin “fede mave” i videoen til hendes nye single. Det var ikke kommercielt godt, at vise hendes krop. Amanda er ikke fed. Amanda er ikke tyk. Amanda er ikke engang buttet – det er fuldstændig absurd! Det mener hendes fans også, så de har startet en hjemmeside for at støtte hende. Der uploader de billeder af deres egne maver, med protester. Protester der ikke siger man skal være tynd, men at Amanda for det første ER tynd, og at det er fuldstændig ligemeget med hendes størrelse. Siden hedder Rebellyon, tag et kig forbi. Minder meget om Bellies Are Beautiful som jeg før har skrevet om. Længere nede kan du se videoen. 1up til Amanda der ikke finder sig i det. Og jeg elsker hendes fans, som siger: Denne sag handler ikke bare om Amanda Palmers mave. Denne sag handler om hele verdens maver: store, små, behårede, strækmærkede, arrede, gravide; alle maver. Målet er at promovere et sundt kropssyn hos alle (ikke kun kvinder) og at protestere imod Barbie-seringen af kunstnere hos pladeselskaberne og i medierne. Dette er Amanda:
Jeg så MGP Nordic for børn her til aften, og blev fuldstændig paf over det norske indslag som vandt, The Black Sheeps med sangen “Oro jaska beana” som betyder “Ti stille, hund”. På DR’s hjemmeside er den beskrevet således: “Sangen handler om en hund der er mega tyk og usund”. Dette er skrevet på DR’s hjemmeside, af DR. “Mega tyk”.
Det er meget muligt det handler om en hund, men hunden har et menneskenavn, er “dum i toppen” fordi hun har for meget fedt på kroppen, hyler som en stor gris, og hun skal for alt i verden latterliggøres. Ud over det, bliver Kamilla bedt om at tie stille når hun brokker sig over at blive talt ned til – SLAM for selvtilliden.
Jeg ser lige pludselig buttede Kamilla’er i folkeskoler og institutioner over hele norden blive mobbet på grund af denne sang.
Den lille hunden het Kamilla.
Den hadde dilla på sild og tortilla.
Kamilla var en rund hund.
Man kan ikke si at hun var sunn.
En dag Kamilla skulle til å spise,
Sa matmor: “Nu må du ikkje grise!”
Kamilla ble så fornærma at hun bjeffa.
Oro jaska beana
Oro jaska beana
Oro jaska beana
Da det ble vinter og kaldt.
Ble Kamilla nesten kvalt.
Hun hadde for mye fett på kroppen,
Samtidig som hun var dum I toppen.
Pelsen gikk I ett med snøen,
Så Kamilla ble klemt I døren.
Kamilla hylte som en stukken gris,
Da ga matmor henne masse is.
Oro jaska beana
Oro jaska beana
Oro jaska beana
En dag var det slutt.
Kamilla hadde ikke mere krutt.
Hun hadde for høyt blodtrykk.
Fordi hun var så veldig tykk.
Matmor gråt: “Cuoccas bajàs ja ruohta” (“Rejs dig og løb”)
Matmor skrek: “Cuoccas bajàs ja ruohta”
Jenàt viehà beana (“Giv lidt lyd fra dig, hund”)
Oro jaska beana
Sjovt nok var det danske indslag en antimobbesang.
Boingboing skrev forleden om en ny fotobog med kvindelige body buildere. Feministe, en feministisk blog, fulgte op. Og på begge indlæg kom der løbende den ene hadefulde kommentar efter den anden. Både fra almindelige mennesker, såkadte feminister og såkaldte size acceptance aktivister.
En ting er, ikke at være tiltrukket af en bestemt slags krop. Det er fair. Det er fint nok du er til blondiner, eller blåøjede, eller krøller, eller tyksakker, eller lange ben. Men at forvente, at samtlige mennesker i hele verden skal se ud på den måde som du selv foretrækker, og at du mener at alt andet er forkert og klamt, er sygt. Min nye mand på den hvide hest, Roy fra No Cookies For Me, svarede helt perfekt på folks kommentarer:
“Det er ligegyldigt om du finder de kvinder attraktive eller ej. De gør det højst sandsynligt ikke for din skyld. At du finder body building ‘grotesk” er ligemeget, ligegyldigt, mil væk fra pointen. Folk er røvligeglade med at du finder det ulækkert. Hvis du finder det ulækkert? Så lad være med at gøre det selv. Ingen tvinger dig til at blive en body builder eller date en body builder.”
Denne tvangshandlingsagtige trang folk har til at kommentere på kvinders krop, afslører at folk helt automatisk forventer, at kvinder skal være æstetisk pleasende. At kvinder skylder verden, at være attraktive. At kvinder først og fremmest er sexobjekter, lige meget hvad de ellers gør og hvad de ellers er. Der er i min verden intet galt med at være et sexobjekt eller have et udseende folk finder attraktivt, pornografisk eller ej – der er bare alt galt med, at forvente at kvinden som udgangspunkt skal være det, og samtidig intet andet.
Roy: “Når du begynder at snakke om kvinders krop med ord som “klam”, “grotesk”, “vansiret”, “forstyrrende”, så indgår du i selv samme kropsfordomme og skam som mange af os har kæmpet imod. En kvinde der kan løfte 200 kilo uden at fremprovokere en sveddråbe, er ikke mindre respekt værd, end kvinden der vejer 200 kilo. En ting er, at stille spørgsmål til de sociale kræfter der leder os til at se vores kroppe på en bestemt måde. En anden ting er, at kigge på billeder af specifikke kvinder og proklamere at de er ækle.”
Når snakken om kvinder med former er på banen, bliver det tit nævnt at det i gamle dage var populært at have dem, og tynde kvinder var forkerte. Jeg faldt lige over den her gamle reklame, og sagde selvfølgelig først “wow” fordi det i mit liv altid har været modsætningen, men det er nu ikke så enkelt.
Før var det “Du er for tynd – det må du ikke være”, nu er det “Du er for tyk, det må du ikke være”. Og “Vi har lige det produkt, der gør dig til en rigtig kvinde”. Lige meget hvad, er det en fucked up måde at snakke til kvinder. Jeg har seriøst brug for en ny kvinderevolution. En, der kunne slå fast, at det er sygt at lege diktator med kvindekroppen. Jeg snakker ikke afseksualisering 70er style, jeg snakker FRIHED til at være den man er, den man har lyst til at være. Betonlebbe, pyntepige, tyksak, tyndsak, mor jeans, poptøs, punker, whatever.
Desværre er billedet ikke større, men man kan godt læse teksten hvis man kniber øjnene lidt.
Subway minder kvinder om, at den eneste grund de har til at have det godt med sig selv er, hvis de er tynde. At deres selvværd er afhængig af deres udseende. At deres psykiske helbred er afhængig af at de er pæne. At fedt absolut altid er lig med grim. Og at ingen mand nogensinde ville elske en tyk kvinde.
Tak ske gud og lov for, at Subway ikke findes i Danmark.
Ej, nu må de lige. For lige at følge op på gårsdagens ene tabloidavis, kan jeg fortsætte med den anden i dag. Læste lige på eb.dk, at Oprah nu vejer “livstruende 136 kilo”. Nej hun gør ej. De her to billeder er fra Emmy 2008 i slutningen af sidste måned. Og med mindre hun lige har taget 40+ kilo på i løbet af fire uger, så vejer hun altså ikke 136 kilo nu. Og jeg tror nok lige hun ville være en smule død, hvis hun havde taget 40+ kilo på i løbet af fire uger.
Hvordan kan journalisten seriøst tro, at hun vejer 136 kilo? Det er jo et helt forvrænget syn på menneskekroppen. Og jeg ved ikke lige, hvorfor jeg overhovedet bruger tid på at kommentere den ‘artikel’, så nu vil jeg stoppe igen.
Lidt citater i forbindelse med Vild Med Dans de seneste par uger:
“- Fogh er vild med mit slankere look. Statsministeren glæder sig over sin hustrus succes i “Vild med Dans” og synes, at hendes vægttab har gjort hende rigtig flot.
“- Han synes, at jeg ser rigtig godt ud, nu hvor jeg har tabt mig, skriver en glad Anne-Mette Rasmussen i dag i sin ugentlige klumme i Ekstra Bladet.”
Så du ser godt ud nu, hvor du har tabt dig? Nu? Hvad med før? Var du tudegrim og ikke værd at glo på, da du vejede fem kilo mere? At være glad for, at din mand siger du er flottere nu, er en stupid ting at være glad for, Anne-Mette.
“- Og det er en tydligt tilfreds Fogh, der kan konstatere, at der er blevet noget mindre af kongerigets førstedame. – Det har jeg skam også vist, at jeg påskønner.”
Ja min herre, nu skal jeg gøre mig god nok til at fortjene din påskønnelse.
Vi har ytringsfrihed i dette land, men det er godt nok ikke sundt at landets leder udtrykker sig så tåbeligt og kvindeundertrykkende.
I aftes så jeg Sveriges TV4-program Kalla Fakta. Deres formål er at undersøge og afsløre politikere, magthavere og samfundsfænomener. Denne gang handlede det om en dreng, Morgan, der som 13-årig for tre år siden, blev fjernet fra hjemmet fordi han vejede for meget.
Den gang vejede han 128 kilo og havde problemer med selvtilliden på grund af mobning. Han havde ikke altid vejet så meget, men var altid blevet mobbet. En dag hvor han var i skole, kom to mennesker fra socialforvaltningen og kørte ham væk. De fortalte, at de skulle snakke og han ville komme tilbage til skolen senere. Det gjorde han ikke. I stedet blev han anbragt på et hjem med kriminelle unge, og blev forbudt at snakke med sin mor. En 13-årig dreng, der ud af det blå blev fjernet og ikke måtte snakke med sin mor, fordi han vejede for meget. Socialforvaltningen sagde, at de gjorde det fordi han og moderen havde et symbiotisk forhold – de var for tætte på hinanden. De kunne ikke forklare hvorfor de mente dette, men en fra socialforvaltningen snakkede senere med moderen i en time. En time, EFTER han var blevet fjernet. Han blev mishandlet på hjemmet, og stak af så mange gange at han til sidst kom på et familiehjem. Der boede han under usle, beskidte forhold med en dreng der var voldsomt kriminel, som overfaldt ham fysisk. Men det var bedre end at bo med en mor, han havde et tæt forhold til. For at lade et barn være overvægtig, er værre end at fjerne en 13-årig fra alt kontakt til sin mor.
Sagen endte to år efter med en retssag, hvor drengens advokat heldigvis fik overbevist alle, om alle hullerne i sagen. Et af socialforvaltningens formål med fjernelsen fra hans mor havde været, at han skulle tabe sig – men i løbet af de tre år, havde han taget 20 kilo mere på. Altså kunne socialforvaltningen ikke løse hans overspisning bedre end hans mor. Og han er nu hjemme igen.
Jeg påstår ikke, at jeg kender alle fakta i denne sag – men det vigtigste faktum er, at drengen blev fjernet, fordi socialforvaltningen mente, at han var for overvægtig. Og at Morgan aldrig selv ville fjernes, og åbenlyst ikke forstod hvad socialforvaltningen mente, når de sagde at hans mor havde misbrugt ham. Han vejede 128 kilo – er det værd at fjerne et barn fra sin mor på grund af det? Jeg snakker om et barn der vejede for meget, ikke et barn der blev seksuelt og fysisk misbrugt. Ikke et barn, der var lænket til sin seng på grund af fedme. Men et barn, der var blevet mobbet hele livet, og havde så dårlig selvtillid, at han gik til maden for at finde noget positivt. Et barn der havde en spiseforstyrrelse.
Skal man fjerne et barn fra dets familie og trygge omgivelser på grund af overvægt? Nej sgu! Det er så stort et indgreb i et barns udvikling, at man ikke fatter det før man selv har oplevet det. Og at gøre det for noget så trivielt som overvægt (trivielt i forhold til fysisk/psykisk misbrug) er vanvittigt.
Vi har alle set billeder fra USA af babyer der vejer så meget som et seksårigt barn. Det er ikke sundt, selvfølgelig er det ikke det. Men man kan bare gøre så meget andet for det barn, end at skade det for livet ved at fjerne det. Det de gjorde mod Morgan, var statsfinansieret mobning og børnemishandling. Færdig punktum.
Jeg troede kun sådan noget skete i England og USA. Men åbenbart sker det kun et par hundrede kilometer her fra.
Kanon debat og site! Jeg er journaliststuderende på DJH, og er i gang med en opgave om, at overvægtige med et BMI-tal på over 33, skal betale 3 gange så meget i forsikringssum hos nogle forsikringsselskaber for deres livsforsikring. Derfor vil jeg høre, om der eventuelt er nogen der kender en person der har oplevet dette på egen krop?
Smid endelig et svar hurtigst muligt.
Mvh Thomas Andersen – Studerende på Danmarks Journalisthøjskole
Teenagere der er overvægtige eller fede ifølge BMI systemet (stor fed løgn) har større tendens til selvmordstanker end andre teenagere. Det siger en undersøgelse lavet på University of Liverpool. De gav et spørgeskema til 799 elever fra niende klasse. Som samlet resultat var det 13.3% af børnene der havde overvejet selvmord seriøst. Men hvis man kun kiggede på teenagere med en forkert BMI, så var tallet lige pludselig 26.8% – altså mere end dobbelt så højt.
I nogle tilfælde kan man selvfølgelig snakke om, hvad der kom først, hønen eller ægget, i forhold til at mentale og sociale problemer kan ende ud i selvmordstanker, styrket af at have en forkert krop. Men ikke alle 26.8% kan være i den kasse, det må vi da alle være enige om.
Det er fandme en trist verden når børn får lyst til at begå selvmord, bare fordi de har en større krop.
Jeg kom af mystiske årsager forbi en dansk mannequinbutik, og så at de havde ‘big-size’ dukker. Det måtte jeg lige kigge på. Det er fuldstændigt absurd at kroppen nedenunder skal i en kategori der hedder big-size. Det er en helt almindelig slank krop. Men jo, jeg ved godt at de mannequiner vi ser i butikkerne er otte numre mindre. Det gør det dog ikke mindre absurd. Og hvorfor er det lige at der skal være tydelige ribben, på det de kalder deres normale dukke? Det er ikke normalt. For ikke at tale om taljen – jeg har aldrig set sådan en talje på en så tynd kvinde. Hvor er hendes indvolde? I’m just asking.
Politiken bringer i dag en artikel, om en ny reklame fra De Skandinaviske Ernæringskonsulenter, hvor man ser en undervægtig kvinde med tydelige ribben og hofteben. Det synes Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser er forkert. At det sender et budskab om at vi alle skal rende rundt og vise knogler, at reklamen siger det er en normal kvindekrop. Og de har jo ret, men kender de overhovedet firmaet? De burde undersøge hvem det er, de klager over, i stedet for deres reklame. Det er et firma der burde lukkes for misledende og falsk information, dårlig reklame eller ej.
Jeg skulle måske fortælle lidt om dem. Det er et slankefirma, der har utallige hjemmesider med den samme information om deres slankeprogram. På siderne ser man de klassiske før og efter-billeder, og kan læse en masse som man også læser om i damebladende. Du ved, sund fornuft. Og det klassiske “vores kur virker, de andre virker ikke”. De har hjulpet tusindvis af danskere i mange år siger de. De skriver også, at de ikke tager hvem som helst som klient, de tillader sig at være selektive. Er jeg mon vigtig nok? Her er der en der fortæller om, at hun vejer fem kilo for lidt ifølge deres idealvægt, men hun fik alligevel lov til at deltage. Så man må godt veje for lidt i deres slankeprogam, men må man veje for meget? En ting de ikke skriver om på deres egne sider, er hvem de er. De er ernæringskonsulenter – men er de diætister? På denne side fortæller et medlem, at ernæringseksperterne har taget et kursus og har fået et diplom for ‘bestået’, hvis de har deltaget i kurset. Et weekendkursus, formoder jeg. Er de danskere? Hvad hedder de? Der er ingen navne på siderne. For at blive medlem skal man udfylde et indmeldelsesskema, og så bliver man kontaktet af en unavngivet kvinde der fortæller, at man skal på en proteinkur og tage deres specielle urtepiller til 30 kroner om dagen. Yay, mirakelkur! Det har vist sig, at det de sælger, er Herbalife produkter til 1030 kroner om måneden. Herbalife er mistænkt for at være et pyramidespil.
Firmaet bag gad ikke deltage i Politikens artikel.
Lad være med, at tro på de tal! De passer ikke på nogen mennesker. Der er ekstremt lille forskel på normal, overvægtig og fed i det system. Kate Harding er en amerikansk blogger der har lavet et projekt, hvor hendes læsere har sendt billeder af sig selv og deres BMI-tal. Her er et udvalg – og jeg håber for din skyld, at du er lige så overrasket som jeg var, første gang jeg så det. Der er fandme ingen der er “ekstremt fed” på de her billeder, det er ren idioti at tro det. Begrebet “ekstrem fed” burde være reserveret for mennesker der er så fede at de ikke kan gå, komme ud af døren og leve et normalt liv.
Det nye Zizzi blad er på gaden. Zizzi er tøjmærket man kan få i ethvert forstadsstorcenter. Bladet er det eneste i Danmark der henvender sig til fyldige kvinder, og selv om det er et rent reklamestunt var jeg nu alligevel glad, da jeg så det første udgave i foråret. Indtil jeg læste det. Og nu har jeg så læst nummer 2, efterårets udgave.
Hvis man kan være rasende på et blad, er jeg det. Det er så nedladende, som et blad kan være. Artiklerne behøver såmænd ikke være dybe, men indholdet er så stupidt som det kan være, og de taler til os som om, vi er fucking ofre for “fedmeepidemien”. Gu er jeg røv! Jeg er glad for min røv!
Okay, skal vi starte fra side 1, forsiden. Interview med Audrey Castaneda, cool. Ah, en make-over – hvem kan ikke lide det? Opskrifter fra Lene Hansson – WHAT? Lene er den selvbetitlede kostekspert uden diætistuddannelse, der hærger TV3 dag efter dag, med tvivlende kostråd og reklamer for sit slankefirma. Og nu er hun også i et blad, der burde hylde os for hvordan vi nu ser ud?
Videre, side 2, nejnejnej – en reklame for et slankeprodukt! Come on, for helvede ZIZZI, et slankeprodukt? I mener virkelig, at vi for det første skal tabe os eller have lyst til at tabe os, og at vi er dumme nok til at falde for en mirakelkur? Øv.
Side 5. Reklame for Q, bladet for den modne kvinde der hader sig selv. Lavet af Pernille Aalund der også er kvinden bag TV Danmark-programmet der den ene uge fortæller dig at du skal være tilfreds med dit udseende, for næste uge at sætte fokus på brystforstørrelser. “Med Q får du hver måned effektive slanketips”. Ja, for slankekure virker jo. Det er jo hele 2 til 3 procent af mennesker på slankekur, der holder vægten efter kuren er overstået. Så lad mig endelig få en ny slankekur hver måned!
Side 8. Guide til shopping i Hamburg. Hey fedt! Det kunne da være jeg skulle tage en tur… Men hvor er det lige, at de nævner tøj til fyldige kvinder i den artikel? Ingen steder. Det er ikke engang nævnt. Nothing. Nada. Fair nok at de har taget den lette løsning, men de havde da verdens fedeste mulighed for at skrive en artikel deres målgruppe faktisk kunne bruge til noget.
Side 11 gør mig tosset, rasende, dårligt tilpas og har fået mig til at boycutte ZIZZI. Det har intet med fyldige kvinder at gøre, men er en reklame for deres tøj, med en hel ræv rundt om halsen. Hale og hoved, dødt dyr. Hvis der er noget der kan pisse mig af, så er det ligegyldigt dyremishandling – og det er pels. Ræve der bliver brugt til pels går alene i et bur på 0.8 kvadratmeter hele deres liv, kommer aldrig ud, og bliver rent ud sagt vanvittige af det. Ræven er et flokdyr, som din egen hund, der har brug for andre ræve. Der er to måder de overlever på – ved at gå rundt i cirkler 16 timer om dagen, eller ved at ligge i et hjørne døgnet rundt uden at bevæge sig. De bider sig selv til blods af kedsomhed. De reagerer ikke på mennesker der kommer forbi, og de reagerer ikke på pludselig larm. De er blevet vanvittige, lever i deres egen lille verden, og lever et forfærdeligt usselt liv. Når de bliver aflivet, bliver der indsat elektroder i anus og mund, og de bliver derefter strømmet – dette mens rævene er bevidste, og dette for, at pelsen ikke skal blive skadet ved aflivningen. Ja, i Danmark – det er ikke kun i andre lande det foregår. Jeg har familie, der desværre overhovedet ikke ser noget galt med at behandle ræve sådan. Deres ræve bliver også brugt til jagt – det vil sige underholdning. De lever i bure på 2×2 meter hele deres liv, ser forfærdelige ud, render rundt i cirkler. Til sidst, efter nogle år, bliver de lukket ud af buret for første gang i deres liv, kun for at løbe skræmte rundt på en mark, og blive skudt at fritidsjægere. Det handler ikke om at holde bestanden nede – dette er ren underholdning. Pels er også ren underholdning. Jeg er klar over at der er stor forskel på ræve og hunde, men så stor forskel er der heller ikke – og ville DU behandle din hund sådan, for at bruge dens pels til noget så ligegyldigt som pynt? Pynt, der kan se lige så ægte ud, når det er syntetisk? Er du så forfængelig? Det ville du ikke være, hvis du havde oplevet rævefarme i virkeligheden. Du kan læse meget mere om pels lige her.
En fri ræv
Her er din rævepels. Ræven har ædt sit eget ben. Det gør en fri ræv ikke.
Jeg havde set pels i en af Zizzi reklamer for en måneds tid siden, og kontaktede dem for at høre hvad nu det var for noget. Kvinden der svarede, anede ikke hvad jeg snakkede om, men mente ikke, at de solgte pels. Det er meget muligt, men de bruger pels for at sælge jeres produkter, og det gør ikke sagen bedre! Se denne video, hvis du ikke er helt overbevist om, at det er lidt ligegyldigt hvad jeg siger.
Jeg køber ikke ZIZZI produkter før de stopper med at medvirke til denne ligegyldige misbrug af dyr, og jeg har skrevet til dem igen. Please, tjek de links og skriv også til dem. Det kan være helt kort og tager ikke meget tid – kopier mit? Jo flere jo bedre. Her er deres mail: sales@zizzi.dk
Hej Zizzi,
Jeg kan se i Zizzi-bladet nummer 2, at i reklamerer med rævepels. Ved i, hvordan ræve bliver behandlet, for at vi kan bruge deres pels? Ræve der bliver brugt til pels går alene i et bur på 0.8 kvadratmeter hele deres liv, kommer aldrig ud, og bliver rent ud sagt vanvittige af det. Ræven er et flokdyr, som din egen hund, der har brug for andre ræve. Der er to måder de overlever på – ved at gå rundt i cirkler 16 timer om dagen, eller ved at ligge i et hjørne døgnet rundt uden at bevæge sig. De bider sig selv til blods af kedsomhed. De reagerer ikke på mennesker der kommer forbi, og de reagerer ikke på pludselig larm. De er blevet vanvittige, lever i deres egen lille verden, og lever et forfærdeligt usselt liv. Når de bliver aflivet, bliver der indsat elektroder i anus og mund, og de bliver derefter strømmet – dette mens rævene er bevidste, og dette for, at pelsen ikke skal blive skadet ved aflivningen. Ja, i Danmark – det er ikke kun i andre lande det foregår. Jeg har familie, der desværre overhovedet ikke ser noget galt med at behandle ræve sådan.Jeg er klar over at der er stor forskel på ræve og hunde, men så stor forskel er der heller ikke – og ville DU behandle din hund sådan, for at bruge dens pels til noget så ligegyldigt som pynt? Pynt, der kan se lige så ægte ud, når det er syntetisk? Jeg synes i skulle tage at kigge på denne side:
Jeg synes ikke det er i orden, at behandle dyr på denne måde, når der findes udemærkede alternativer i form af fake fur – syntetisk pels – der ligner ret godt.
Jeg har ikke lyst til, at købe mit tøj hos Zizzi, så længe i støtter denne behandling af ræve.
Med venlig hilsen
Videre i dagens tekst.
Side 20. Reklame for et fitnesscenter. Fair nok, motion er sundt i alle former og reklamen er sober, taler ikke ned til kunderne og nævner intet om “overvægt”, “fedmeepidemi”, “slankehold” og så videre, som andre centre har som varemærke. Nok det mest positive jeg har set i bladet indtil videre, og det er en reklame.
Side 21 – interview med journalisten Vibeke Hartkorn. På intet tidspunkt nævnes, at hun selv er en fyldig kvinde. Er det bare mig, der godt kunne bruge en dansker der gad at tale om det? Jeg har hørt hendes kommentarer om at være fyldig en enkelt gang – i en artikel fra BT hvor hun siger, at hun godt ved, at det er tid til at gå på slankekur fra tid til anden. Nå?
Side 66. Interview med Audrey. Hun siger at hun tog 10 kilo på, på grund af stress, blandt andet fordi hendes far ikke ville støtte hendes uddannelse. Lidt senere sluttede et forhold, og så vågnede hun en dag op og var tynd, og så hun lyset og gik på scenen igen efter en pause, og så kontaktede hendes far hende og så levede hun lykkeligt til hendes dages ende. Jeg kan godt lide Audrey, så jeg håber virkelig at sammensætningen i denne artikel, er skrevet med journalistens kendskab til en god historie. Tynd = Lykkelig. Fair nok at man vil tabe sig af den ene eller anden grund, men det er bare ikke løsningen på verdens problemer som journalisten hentyder til. Hun nævner også, at hun i tre måneder tabte 14 kilo og skrev dagbog om det i BT – det er så første gang jeg hører om det, og har ikke læst det, så det kan jeg ikke snakke med om. Trist, at det ene interview hvor fyldighed bliver nævnt, så nævnes det kun negativt.
Side 76. Artikel om tips til tøj der klæder. Hvilken frugt er du – hvilken form. Rigtig god idé, men føj hvor er den nedladende skrevet. Føj er et voldsomt ord, men jeg mener det. Alle tips er tips til ÈN ting – at gemme din krop og se slank ud. Fair nok at man ikke render rundt i lavtaljede bukser og korte bluser som viser mave, men der er langt fra det, og så at skrive at noget bestemt tøj, får dig til at se stor ud, så du skal vælge tøj der gør dig slank. Newsflash, lige meget hvor lodret mønstret din bluse er, så ser størrelse 50 altså ikke “slankt” ud. Og hvorfor skulle det også det? Hvis du vil se slank ud, må du tabe dig og blive en størrelse 38. Tøj gør dig ikke slank. Punktum.
Side 83. Reklame for slankebehandling gennem elektroder. For elektroder er magiske og fjerner alt det dårlige ved dig, og de har støttegrupper hvor du kan snakke om motivationen for at bruge elektroder som kuren til et lykkeligt liv som slank og perfekt. Kvinderne i reklamen er ekstremt lykkelige, og du kan selv se hvor godt resultatet er, for der er også et billede af en slank flad mave, med et målebånd der viser et perfekt omfang.
Zizzi tror, at deres målgruppe er en flok kvinder der hader deres krop (og ræve), og det er derfor den slags artikler og reklamer de bruger. Men kære Zizzi, vi får allerede at vide ALLE steder, at vi skal og burde hade vores krop, og gøre alt for, at gemme den og slanke den. Jeg ville ønske, at en butik som jeres, og et blad som jeres, var vores fristed, hvor vi kunne få lov til, bare at være.
Jeg læste lige en artikel om Jennifer Hudson, og det faktum at halvdelen af hendes krop mangler på coveret af det nye album, som jeg skrev om her på bloggen for nogle dage siden.
Journalisten skulle til at interviewe Jennifer, men inden fik han at vide af en publicist, at han ikke måtte spørge Jennifer om 1) hendes albumcover, 2) hendes privatliv. Privatlivet forstår jeg, men hendes cover? Det er da noget af det mest skøre jeg længe har hørt om. Coverbilledet kommer til at være hendes image det næste år, og så vil hun ikke snakke om det? Hun har aldrig snakket om det, og vil aldrig snakke om det. Journalisten blev smidt ud af rummet inden Jennifer kom, fordi han insisterede på, at snakke om coveret. “The album cover is an integral part of the marketing campaign for Jennifer, I told her. I said that’s fair game in context of promotion.” Manden har jo fuldstændig ret.
Journalisten fandt i øvrigt ud af, at det var Jennifer selv der havde frabedt sig spørgsmål om coveret. Come on, Jennifer. Det er altså bare dårlig stil.
Jeg håber hun begynder at snakke om det cover på et eller andet tidspunkt. Det er så åbenlyst fake, og det er skide ærgeligt at hun synes der var behov for det. Hun er jo perfekt som hun er.
Jennifer var med i American Idol i tredje sæson, og filmen Dreamgirls som hun vandt en Oscar for – og en BAFTA, Golden Globe og SAG Award. Folk er vilde med hendes stemme, og har taget imod hende uafhængigt af hendes størrelse. Alligevel synes hun det var nødvendigt at fjerne halvdelen af sin krop i Photoshop, på hendes nye album der kommer til september. Billederne er taget på samme tidspunkt sidste måned. Først er hun størrelse 46 – PUF MAGI – så er hun størrelse 36. Photoshop er enhver kvindes drøm, for så behøver man ikke tænke på den åndsvage bums og den ugle i håret der ødelægger hele billedet, og ingen tvivl om at det er helt okay at bruge i modeverdenen – men at fjerne halvdelen af sin krop er sgu for drastisk.
Jeg har altid været glad for Oprah, lige fra hun første gang dukkede op på Kanal 2 i starten af halvfemserne. Men det irriterer mig, at hun bruger så mange kræfter på shows om vægttab. Don’t get me wrong, jeg er langt fra imod det at tabe sig, hvis det er det, man vil – det er ikke mit problem med Oprah. Når showet handler om vægttab føler jeg bare, at jeg sidder og kigger på en kvinde, der bruger sit publikum til at fordre hendes egen besættelse og forstyrrede spisning. Det kan godt være, at hun siger hun lever sundt den dag i dag – men hun har altså ikke et naturligt forhold til mad. Det har hun nu også selv sagt mange gange. Den anden dag hørte jeg hende sige, at hendes store vægttab i slutningen af halvfemserne var den største bedrift i hendes liv. The single greatest accomplishment of my life.
Her har vi en kvinde der blev født i fattigdom og sult men overlevede, en kvinde der blev misbrugt som barn men ikke sidder på den lukkede afdeling nu, en kvinde der som 14-årig blev gravid ved voldtægt men mistede barnet kort efter fødslen og stadig kan grine den dag i dag, en kvinde der blev stofmisbruger og kom ud af det, en kvinde der fik en universitetsuddannelse som fattig, og sit første job som nyhedsvært før hun fyldte 20 år, en kvinde der fik sit eget show i starten af 20erne, i øvrigt som en af de eneste afroamerikanske kvinder på tv, og nu næsten er verdens rigeste kvinde, der også bruger sendetid og billioner af dollars på at hjælpe uheldigt stillede.
Og så er det hendes vægttab, hun synes er hendes livs største bedrift.
Er det en sund måde at se på sig selv? Og når hun nu har millioner af kvinder verden over der lytter til hende som en kvindelig Messias, er det så et sundt budskab at sende? Jeg mener, hvis selveste Oprah og hendes resultater i livet ikke betyder noget, så betyder det da heller ikke noget, hvad lille du og jeg formår at bruge vores liv til. Det vigtigste vil altid være tallet på vægten.
Jeg fik lige det nye H&M katalog ind af døren i dag. Endnu engang er jeg vildt skuffet over udvalget – og her snakker jeg ikke kun om, at BiB kollektionen kun var repræsenteret med 14 varer på 6 sider ud af et stort, tykt katalog på 333 sider. Jeg snakker igen om udvalget af tøj, og designet. Farverne er de samme som de har været de sidste 5 år – mørkebrun, sort, hvid og grå – men der er tilføjet lilla og grøn.
Den sorte bluse ligner noget der kunne hænge i Føtex. Og det er vel også fint nok for dem der kan lide det, især for den modne kvinde. Jeg selv har da fundet noget okay i Føtex fra tid til anden. Men jeg vil bare ikke shoppe Føtextøj i H&M.
Brækgrøn ribstrikket bluse med v-hals. Oh my god, jeg er ved at falde i søvn af bare at kigge på den, og modellen ser fandme lige så uimponeret ud. Er BiB henvendt til kvinder på 40-70 år?
Skjorten er ny – men egentlig ikke. For det sidste halve år, har de haft en præcis magen til, samme figur, samme ærmer, samme stofbælte, og jeg har den i brun. Den eneste forskel denne sæson er, at skjorten har fået et mønster. Det er dog næsten usynligt på den brune. Kære H&M, jeg har ikke brug for to brune skjorter, og den lilla udgave gør ondt at se på, og jeg har i øvrigt heller ikke brug for endnu en bluse der stopper lige der hvor jeg er allerstørst – maven.
Jeg køber tøj fra BiB, men det er mest basistøj såsom toppe der bare skal bæres inden under andet tøj. Den lilla tunika har potentiale, men H&M har ødelagt det ved at fjerne figuren. Den skjuler kroppen, og ville få mig til at ligne en sæk kartofler, i stedet for en der faktisk har figur og talje. De skriver, at den er skåret under brystet, men det kan jeg godt nok ikke se på modellen.
Denne kvinde er fed og ulækker. Kvinder på denne størrelse hører ikke til på en catwalk. Det siger den brasillianske presse, der forleden var til stede under et modeshow, hvor man kunne se den tjekkiske Victoria Secret model Karolina Kurkova. Den samme presse, der for et par år siden endte med at få modehuse over hele verden, til at sætte et mindstekrav til modellers vægt. Efter at landets egen model Ana Carolina Reston døde af anoreksi.
Dette er en blog om tykke, voluptiøse, flomsede, frodige, velforsynede, kvapsede, fyldige, yppige, buttede, bamsede, runde, fede og polstrede piger og kvinder.
Dette er en blog der handler om alt andet end slankekure. Her er der i stedet sat fokus på at leve livet, med lidt ekstra klumper her og dér.
Realityshows og mig går ikke så godt sammen. Jeg hader det. Det hele går bare ud på, at svine hinanden til, og vinde en præmie ved at være et røvhul. Det er ikke fordi jeg er en kultursnob på det område (♡90210♡). Det gør mig bare i dårligt humør. Jeg har bedre ting, at bruge min tid på. Og der findes rigeligt med konflikter i den virkelige verden. 
Jeg har altid været glad for Oprah, lige fra hun første gang dukkede op på Kanal 2 i starten af halvfemserne. Men det irriterer mig, at hun bruger så mange kræfter på shows om vægttab. Don’t get me wrong, jeg er langt fra imod det at tabe sig, hvis det er det, man vil – det er ikke mit problem med Oprah. Når showet handler om vægttab føler jeg bare, at jeg sidder og kigger på en kvinde, der bruger sit publikum til at fordre hendes egen besættelse og forstyrrede spisning. Det kan godt være, at hun siger hun lever sundt den dag i dag – men hun har altså ikke et naturligt forhold til mad. Det har hun nu også selv sagt mange gange. Den anden dag hørte jeg hende sige, at hendes store vægttab i slutningen af halvfemserne var den største bedrift i hendes liv. The single greatest accomplishment of my life.
Tyk! 